Københavns ældre sætter gang i det digitale lokaldemokrati

I oktober og november 2012 afviklede Københavns Kommune det største digitale ældrerådsvalg i Danmark. Over 80.000 borgere over 60 år havde muligheden for at afgive deres stemme digitalt, og  kandidaterne kunne for første gang præsentere sig selv på nettet og blive uddannet til digitale ambassadører.

De ældre borgere bliver ofte fremhævet som de svageste i den offentlige digitaliseringsstrategi. Men i Københavns Kommune er erfaringerne generelt positive i forhold til de ældre borgeres vilje og evner til at kommunikere med det offentlige via internettet og benytte de digitale selvbetjeningsløsninger. For eksempel søger størstedelen af de ældre borgere deres pension på internettet. Københavns Kommune oplever, at en stor del af de ældre er klædt bedre på digitalt, end mange tror. Stadig flere ældre begår sig godt på nettet. Københavns Kommune er dog samtidig opmærksom på, at ikke alle ældre er trygge ved de nye digitale løsninger. For at tilgodese alle behov i forbindelse med ældrerådsvalget og sikre, at det ikke var den digitale løsning der afholdt vælgere fra at stemme, var der derfor også mulighed for at brevstemme.

Kommunen informerede de ældre om det kommende ældrerådsvalg i et brev, der indeholdt både en traditionel stemmeseddel og en valgkode, der gjorde det muligt at stemme digitalt. Det var således op til den enkelte vælger, om han eller hun ville stemme digitalt eller per brev.

Som forventet tog de ældre borgere godt imod muligheden for at sætte deres kryds digitalt. Supporttelefonen tilknyttet valget lå dog ikke helt stille, men ofte var henvendelserne fra borgere, der ikke mente, at ældrerådsvalg var relevant for dem, da de ikke anså sig selv som ældre borgere!

Foruden valgbrevet kunne kandidater og vælgere bl.a. finde information om valget på kommunens valghjemmeside. På hjemmesiden blev kandidaterne præsenteret med billede og med angivelse af deres grunde til at opstille til ældrerådsvalget. På den måde fik Københavns Borgerservice sat strøm til den klassiske kandidatpræsentation.

For at slå et slag for den offentlige digitale dagsorden i bredere forstand og øge de ældre borgeres kendskab til de digitale selvbetjeningsløsninger, tilbød Københavns Borgerservice i forbindelse med ældrerådsvalget kandidaterne et kursus som digitale ambassadører. Over halvdelen af de opstillede kandidater deltog i kurset, hvor de blev præsenteret for relevante digitale selvbetjeningsløsninger på nettet.

Mulighederne i digitalt lokaldemokrati

En digital demokratisk infrastruktur giver udover muligheden for at afvikle ældrerådsvalg også mulighed for at digitalisere fx skolebestyrelsesvalg, elevrådsvalg, brugerbestyrelsesvalg og andre relevante valg. Det er Assembly Votings erfaring, at disse valghandlinger stille og roligt baner vejen for at gå skridtet videre og afholde ”rene” digitale valg, hvor den fysiske stemmeseddel helt er udskiftet.

Digitalt demokrati rummer samtidig redskaber, der gør det muligt at skabe en digital demokratisk dialog på tværs af tid og sted imellem valgene. Den enkelte skolebestyrelse kan fx via en let tilgængelig samarbejdsplatform inddrage alle skolens forældre i en konkret problemstilling, hvor de har brug for input. I et bredere perspektiv kan alle borgerne i en kommune inddrages i udviklingen af fx konkrete byudviklingsprojekter. En let tilgængelig løsning der giver mulighed for at udnytte den ressource, som borgerne udgør, til at kvalificere lokale beslutninger.

Fakta

  • Der afholdes ældrerådsvalg hvert 4. år
  • Alle borgere over 60 år har mulighed for at stemme.
  • 81.158 borgere i København havde mulighed for at stemme til ældrerådsvalget
  • Stemmedeltagelsen var 26% ved valget i 2012. Ved forrige valg i 2008 var stemmedeltagelsen 25%.
  • 18% af stemmerne blev afgivet digitalt.
  • Ved valget i 2012 ændrede rådsarbejdet form fra at bestå af 12 områdebestemte ældreråd til et samlet københavnsk ældreråd.

Læs mere på kk.dk/valg

Hvad andre skrev

KL: Københavnere kan stemme digitalt til ældrerådsvalg

Kristelig Dagblad: Københavnere kan stemme digitalt til ældrerådsvalg

Version2: Københavnske pensionister skal stemme til ældrerådsvalg hjemme fra pc'en

Valgsystem

Sikker og brugervenlig valgløsning til afholdelse af lov- og vedtægtsbestemte valg. 

Kandidatsystem

Kandidatsystemet integrerer kandidatregistrering, validering og præsentationer i et og samme system.