Skal stemmesedlen være digital? - Radiodebat om e-valg til nationale valg

Publiceret d. 9 januar 2013

Radio 24syv app

Lige før jul var Jacob Gyldenkærne inviteret til debat I Radio24syv, med Niels Elgaard Larsen fra IT-politisk forening som meddebatør og Anders Kjærulff som vært . Høringssvar fra flere IT organisationer til lovforslaget, der vil gøre det muligt at indføre elektronisk afstemning til nationale fremmødevalg, havde sat gang i debatten. Da tiden var knap, nåede Jacob ikke at svar på de sidste pointer, Niels Elgaard Larsen fremførte. Du kan høre debatten her og læse en kort opfølgning på de uimodsagte argumenter. 

Hvordan ved man som borger, at det er den certificerede software der er på netop den computer, jeg stemmer på?

SVAR: Som udgangspunkt gøres softwaren så lidt kritisk som overhovedet muligt. Dvs. at der ikke foretages ”data-registreringer” i computeren ifm. stemmeafgivelsen, og at alle stemmer printes på et fysisk stemmekort der afleveres af vælgeren i en valgurne. Det er udelukkende stemmekort, som den enkelte vælger selv har godkendt der udgør grundlaget for optælling og opgørelse af valgresultatet. Dermed er alle vælgere – inkl. de valgtilforordnede – med til at kontrollere, at valgcomputeren og software fungerer korrekt. Valgcomputeren skal ikke konfigureres fra valg til valg, man aflæser alene valget via OCR fra stemmekort. Det vil i øvrigt være muligt for uvildige grupper af kontrollanter, at udtage stikprøvekontroller for test af korrekt software via formal verifikation, hvor man matematisk kan bevises, at softwaren er den korrekte.

Hvordan ved jeg, at der ikke er nogen der har haft adgang til maskinerne siden sidste valg?

SVAR: Computerenhederne er mellem valgene fysisk forsegle, og derfor vil eventuelle brud blive opdaget. Det skal igen nævnes, at maskinerne ikke er optællings maskiner men rene ballot markers, og derfor er det ikke kritisk.

Hvordan ved jeg, at computeren ikke har en logfil med et timestamp, da jeg gik ind?

SVAR: Der kan ikke udtages data fra computerenhed, jf. ovenstående, og vælgerne, såvel som de valgtilforordnede kan kontrollere, at der ikke printes tidsindikatorer på stemmekortene. Optællingen påbegyndes først efter valghandlingen er afsluttet.

Hvordan ved jeg, at der senere ikke vil slippe oplysningen ud om hvem jeg har stemt på?

SVAR: Ud over ovenstående tekniske og valgorganisatoriske barrierer, der umuliggør omfattende systematisk registrering af vælgere og deres stemme, vil en restriktiv lovgivning og en massiv demokratisk kultur i Danmark være et stærkt værn mod misbrug. At blive associeret med valgsnyd vil være skandaliserende i uoprettelig grad for alle valgets interessenter; politikere, embedsmænd, valgtilforordnede, vælgere og for leverandører af valgteknologi